Uldall

En langvarig relation bygget på fleksibilitet og tillid

Skrevet af Janis Pilgaard | 29-11-2024 09:09:12

Hos jernstøberiet ULDALL i Vejen er vi begunstiget af at have mange gode og loyale kunder. Én af disse kunder er den hæderkronede danske pumpegigant Grundfos, hvor der gennem mere end 30 år er udviklet en stærk relation, der bygger på fleksibilitet og tillid.

I en verden, der er under konstant forandring, er det vigtigt at have nogle faste holdepunkter, som man stoler på og har et dybdegående kendskab til. Sådan et holdepunkt har jernstøberiet ULDALL og Grundfos haft med hinanden i mere end tre årtier.

Som i alle relationer udvikler forholdet sig gennem årene, og her er ULDALL og Grundfos ingen undtagelse. Fra at starte som en traditionel kunderelation er der i dag nærmere tale om et decideret samarbejde. Et vigtigt element i denne udvikling er ULDALLs service Fast Lane Prototyping, som Grundfos var blandt de første virksomheder til at benytte sig af.

Fast Lane Prototyping sikrer effektivitet og fleksibilitet
Med Fast Lane Prototyping kan man på bare to til fire uger få testet et nyt design fra tegning til færdigt emne. Konceptet sikrer desuden, at ULDALL også efter prototypefasen kan producere det ønskede antal emner med den støbemodel, der er brugt. Med et komplet sortiment på 55 forskellige legeringer i jern og mulighed for at lave emner med en vægt på alt mellem et og 4.000 kilo er der meget vide rammer for den fleksibilitet, som ULDALL tilbyder.

Foruden effektiviteten og fleksibiliteten ved Fast Lane Prototyping peger Grundfos også på kvaliteten, når de skal beskrive samarbejdet med ULDALL:

- ULDALLs sortiment af støbejern er af højeste kvalitet, og de har mulighed for at producere produkter med en høj kompleksitet og i mange former og størrelser. Vores samarbejde bygger på en fleksibel og tillidsfuld relation. Når vi kommer med en ny idé, ser ULDALL muligheder fremfor begrænsninger, og de er altid klar til at gå et ekstra skridt for at få tingene til at lykkes, lyder det fra Andy Schob, Lead Category Manager hos Grundfos.

Tæt og tillidsfuld kommunikation
Når man skal opbygge et samarbejde gennem en halv menneskealder, er det dog ikke kun produkterne, der skal være af høj kvalitet. Det skal samarbejdet og kommunikationen mellem medarbejderne i de to virksomheder i høj grad også.

- Medarbejderne hos ULDALL har den rette indstilling. De er rare at arbejde sammen med og altid villige til at finde de rigtige løsninger. Jeg kan godt lide, at der er en uformel kommunikation, hvor man er åbne og ærlige over for hinanden. Derudover arbejder de hos ULDALL i små teams, hvilket giver dem fleksibilitet og evnen til at tilpasse sig kundens behov, siger Andy Schob.

Dion Brun, salgsdirektør hos ULDALL, fremhæver ligeledes styrken ved den langvarige relation, som er til gavn for både kunde og leverandør:

- Det er en stor fordel, at vi har så indgående et kendskab til hinanden. I løbet af årene er vi i højere grad blevet en partner, der understøtter både udvikling og design og kan fx via Fast Lane Prototyping-konceptet hjælpe med at teste koncept og produktprogram i løbet af få uger, inden en reel serieproduktion sættes i gang. Den tætte og løbende dialog er vejen til de bedste løsninger i fællesskab, forklarer han.